Info

Brokketinget

To trætte mænd sætter skik på samfundet.
RSS Feed
Brokketinget
2018
July
February


2017
November
October
September
August
July
June
May
April
March
February
January


2016
December
November
October
September
August


All Episodes
Archives
Now displaying: 2017
Nov 20, 2017

33 - TITULERING OG KRAMHUGGERE

Vi håber ikke du føler dig alt for omklamret, men vi er vilde med alle vores lyttere og håber, I vil omfavne også denne episode. Karsten brokker sig over folk, der knuser forkert og Diego er blevet sur på en kollega, der bruger for lidt tid på at tjekke sin retskrivning.

Diego bliver personlig i denne episode og langer ud efter en kollega, der mangler almen høflighed og ikke kan finde ud af stave hans navn rigtigt. Som sædvanlig er hans første ide at løse sine problemer ved at hive andre ned på samme barnlige niveau som ham selv. Og som sædvanlig virker det ikke.

Karsten lægger arm med et stort problem: folk, der giver knus og kram alt for tidligt.

Karsten vil gerne tage hånd om disse “kramhuggere”, der er alt for ivrige i deres brug af krammet i deres hilsener og have sat regler op for, hvor tidligt i en relation, det er tilladt. Vi hører både om folk, der krammer for tidligt, for meget og på upassende tidspunkter. Diego overrasker ved at være i én af bemeldte kategorier.

Som sædvanlig hører vi gerne fra vores lyttere, men husk lige at stave Diegos navn rigtigt!

Giv den nye episode et knus på http://brokketinget.dk/episode-33/

Nov 6, 2017

Værten Karsten har været i Prag og er kommet på sporet af et stort problem: strøggængeri. Diego er træt af den kedelige tendens, der har sneget sig ind i folks klapperi og sygelige trang til at applaudere alting.

Samtalen glider hurtigt af sporet i denne episode, hvor Karsten harcelerer over fodgængeres dårlige opførsel. Vi hører om kædedannelser, “glanebaner” og andre problematiske fænomener i gå-trafikken. Karsten forklarer om vigepligt og overhalingsret for fodgængere. Vi lærer hvordan man kan skabe plads for sig selv i trafikken ved at melde sig som indsamler for Dansk Røde Kors.

Diego forsøger at sætte en stopper for “klapsalveriet”, der har spredt sig som en national dårligdom. Vi hører om kiksede firmamøder, hvor der bliver klappet så snart der bliver afgivet informationer. Karsten forsøger at aflive klapperiet ved landing af fly og før musikken er stoppet til koncerter. Diego varmer sig ved tanken om at tage andre i uautoriseret klapperi for derigennem at udskamme dem og genindføre buh-råbet.

Husk nu at høre helt færdigt inden du klapper: http://brokketinget.dk/episode-32/

Oct 23, 2017

31 - FLYREJSER OG RETTIDIGHED

I denne episode hører vi om korrekt opførsel på selve flyrejsen: den tid, hvor du befinder dig i luften. Episodens andet emne er rettidighed - og som alle rejsende vil vide, så har det naturligvis ikke noget med luftfart at gøre.

Karsten har været i Berlin og blev derigennem udsat for at blive antastet af en aggressiv asiat med ganske få sociale kompetencer. Vi finder ud af, at Diego er verdens muligvis værste stemme-imitator i samme forbindelse. Karsten forsøger at se problemet fra helikopterperspektiv, men Diego får hurtigt hevet det hele ned på det vanlige lave niveau. Værterne bliver enige om hvornår, man må indstille sit sæde, men ikke meget andet.

Præcis midt i episoden skifter vi til Diegos fortælling om, hvad der irriterer ham ved folk, der kommer for sent, eller alt for tidligt. Og, nej, der er ikke tale om homoerotiske fortællinger, men det her med, når din ven kommer en halv time for sent til jeres aftale om at tage i biffen.

Vi hører om hvor stigmatiserende restaurantbesøg kan blive, hvis du ikke overholder dine aftaler. Og hvorfor det absolut ikke er tilladt at komme hjem til Diego, før han har nået at tage sit bad.

Take-off til en bedre verden på http://brokketinget.dk/episode-31

Oct 9, 2017

Brokketinget har jubilæum i kraft af udgivelsen af den 30. episode. Vi lærer hvorfor det er i orden at fejre det, modsat andre fejringer, der ikke er tilladt. Vi finder også ud af hvorfor der er ikke at noget at fejre når man skal have lavet en aftale om noget så simpelt som at dele en Netflix-konto.

Karsten vil have aflyst alle personfejringer, herunder fødselsdage og den største fødselsdag af alle: julen. Vi hører hvorfor hverken dobbelt- eller trippelfejringer er tilladt. Og hvorfor 3 års ansættelse ved samme arbejdsgiver ikke er en skelsættende begivenhed, som LinkedIn ellers gerne vil have os til at tro.

Diego er gået amok over sine venners misbrug af delte streamingtjenester. Han bruger hele episoden på at forklare et kompliceret regelsæt for hvordan man skal dele hhv. personlige og delte streamingtjenester. Karsten er stærkt uenig og bruger det meste af diskussionen på at forklare Diego hvorfor han tager fejl. På den måde går tiden også denne gang uden at nogen rigtig bliver klogere.

Sep 25, 2017

Hvem har brug for overenskomster i servicebranchen, når vi har Brokketinget til at finde ud af hvordan drikkepenge skal håndteres? Og hvordan slipper du uden om pinlige situationer, når du skal sige farvel til en kollega, du ikke kan lide?

Nærigmanden Diego har netop været på ferie i Portugal. Ferien bød på mange problemer med at finde ud, hvor lidt penge man kan slippe afsted med at betale personalet og samtidig få god service. Den klassiske diskussion om drikkepenge bør være en del af servicepersonalets løn blusser op. Som forventet bliver problemet ikke løst af Brokketingets værter. Men vi får til gengæld tips til, hvordan man kan snyde sig til at komme først i køen på en bar. Og hvordan du nemt og elegant kan fornærme en tjener, du har været utilfreds med. Der er faktisk så mange godbidder, at du burde lægge mindst en hundredelap til ‘Tinget, når du har hørt episoden færdig.

Karsten vil gerne takke af fra de mange akavede taler, der bliver holdt af ledelsen når folk skifter arbejde. Vi hører også om, hvordan et kæresteforhold bør afsluttes skriftligt inden man formelt tager afsked. Diego argumenterer for, at parforholdets afslutning bør håndteres som en begravelse.

Selvom du ikke lærer noget, så synes vi alligevel, du skal sætte en plov i trussekanten på Diego og Karsten, når du har nydt lyden af http://brokketinget.dk/episode-29

Sep 11, 2017

Kære lytter. Vi ved godt, at mens du læser dette, så sidder du sikkert i toget, i bilen, på cyklen, eller et andet sted, hvor du egentlig helst vil have fred og bare være dig selv. Men vi er altså kommet til at lave en ny episode og den vil vi fortælle dig om alligevel, selvom du allerede nu prøver at kigge den anden vej.

Episode 28 handler om to forskellige, men begge meget irriterende, måder at spilde hinandens tid på. Karsten fortæller om forplejningszonerne: de tidsintervaller, hvor du som vært er forpligtet til at bespise og pleje dine gæster. Ifølge Karsten er zonerne af allerstørste betydning, da de sikrer, at du som gæst ikke går sulten fra et arrangement, hvor du havde forventet at få mad.

Diego brokker sig over kollegaer, bekendte og familiemedlemmers uafladelige trang til at trænge sig på i alle de situationer, hvor du havde glædet dig til at være alene. Vi hører om akavede situationer i bussen, frokostpauser, der bliver ødelagt. Og om hvordan du som kæreste skal forholde dig, hvis du påtænker at ødelægge din bedre halvdels alenetid.

Læn dig tilbage og bed til, at du ikke bliver forstyrret inden du er færdig med at høre http://brokketinget.dk/episode-28/.

Aug 28, 2017

Der er gået Hjallerup marked i ‘Tinget i denne episode. Diego prøver at prakke Karsten en masse historier om Den Blå Avis på. Karsten har hænderne fulde med at samle sin fortælling om de mange genvordigheder med møbelsamling.

Diego er kommet i pengenød fordi han skal købe et anlæg, der kan tilfredsstille hans HI-FI-sult. Han har derfor bevæget sig ud i brugtvarehandel via den blå avis med mange problemer til følge.

Karsten er skuffet over hvor lidt anerkendelse han får for sit arbejde med at samle møbler. Han har udtænkt et system hvor det hårde arbejde kan konverteres til blowjobs.

Skru hørebøfferne i og lyt med på http://brokketinget.dk/episode-27/

Aug 14, 2017

Endelig er etårsdagen for Brokketingets oprunden. Det bliver fejret en genforening med Jeppe, der tidligere har været gæst i ‘Tinget.

Nogen lykkelig genforening er der dog ikke tale om. Diego forsøger at afklare rammerne for den gode parmiddag ved hjælp af en quiz, han selv har fundet på. Det er også episoden, hvor Diego bliver sammenlignet med tv-legenden Bengt Burg og Karsten melder sig frivilligt til at optræde som nummerpige.

I starten er Jeppe kritisk overfor Diegos quiz, men det giver bagslag, og han må senere erkende, at Diegos evner udi quiz-planlægningen er uovertrufne.

Senere hører vi skrækhistorier om kiksede situationer, der kan opstå i regi af parmiddagen. Herunder det frygtede hurtig-kram, hvor krammeren eskalerer venskabet til et unaturligt højt niveau alt for hurtigt.

Vi hører også om, hvordan nogle mennesker gør en alt for stor indsats for at imponere andre.

Jeppe fortæller i den forbindelse om en biltur med en anden mand, hvor dennes tilbud om et blowjob kunne have gjort turen mindre akavet end det, der faktisk foregik.

Skynd at trække en stol ud og få en bid ost og en slurk rødvin, mens du indtager http://brokketinget.dk/episode-26/

Jul 31, 2017

Der bliver talt højt på tværs af lokalet i denne episode. Værterne søger at finde reglerne for hvornår det er tilladt at tale på tværs af boligen og hvordan du håndterer opvasken korrekt.

Karsten er træt af al den snak, der foregår på tværs af rum og områder i de danske boliger: de såkaldte distancesamtaler. Han forsøger at råbe danskerne op og mindske distancen mellem “distancesnakkerne” og folk som han selv, der gerne vil have mere fred i boligen.

Vi får defineret reglerne for, hvordan man finder boligens no go zoner. No go zoner er de rum, hvortil samtale er bandlyst. Diego kaster sig ud i kvantemekanik for at bevise reglernes gyldighed.

Diego får skrubbet al tvivl væk og gør det krystalklart, hvordan du skal gebærde dig når du deltager i manuel opvask eller pakning af opvaskemaskine.

Vi lærer hvad forskellen er på opvask på hjemme- og udebane og hvordan det hænger sammen med om du skal sætte de ting, du har tørret af på plads.

Diego skummer af raseri ved tanken om sæberester, der ikke bliver fjernet tilstrækkeligt. Han prædiker nogle simple regler for god viskestykkeskik som løsning på problemet.

Principperne for optimal pakning og udnyttelse af vaskemaskinen bliver sat på plads i slutningen af episoden.

Hey! Husk lige at starte opvaskeren, inden du sætter dig ned og hører http://brokketinget.dk/episode-25/

Jul 17, 2017

Nu kan du endelig få armbånd på, så du også kan høre Brokketingets festivalepisode. Gæsten Andreas, der tidligere har været gæst i showet, ligger i denne episode i samme lejr som Karsten og Diego. Vi lærer hvordan du kan rejse i tiden, tage på kvinder uden at gå over stregen og hvornår det er tilladt at ølbowle.

Så snart porten bliver åbnet, forklarer Diego hvordan computerspillet Civilization kan bruges som målestok for de jordlodder, du kan lægge beslag på når du skal sætte lejr op.

Andreas fortæller om et koncept, der giver dig mulighed for at rejse i tiden. Det kan bruges af alle og koster under 200 kroner.

Karsten byder ind med anekdoter om, hvordan du opfører dig korrekt på selve festivalområdet. Herunder, hvornår det er tilladt at tage på hinanden.

Hvis du lige går lidt til højre, så finder du os ved Silent & Clean på http://brokketinget.dk/episode-24/

Jul 3, 2017

Værterne rokerer rundt; Karsten er henvist til bagsædet i starten. Her præsenterer Diego nemlig et nyt segment i Brokketinget, der giver Karsten baghjul. Der bliver givet gas fra start med gode råd til, hvordan man planlægger en flytning. Desuden pakker værterne masser af ideer til korrekt opførsel for medpassagerer ud.

Karsten mener, at det flyttende folks trængsler får for lidt dækning i de danske medier. Derfor forklarer han i denne episode, hvordan man skal opføre sig for at gøre en flytning til en god oplevelse for alle deltagere.

Diego turer sikkert igennem reglerne for korrekt opførsel, når man er passager på en køretur. Vi får opdelt ansvaret mellem chauffør og passer helt klart. Du skulle med andre ord gerne kunne flytte dig fra sløv taxa-passager til agtpågivende co-driver efter at have hørt denne episode.

Spænd selen og sat dig til rette i bagsædet med en flyttekasse i skødet, mens du hører med på http://brokketinget.dk/episode-23/

Jun 19, 2017

Brokketinget løfter røgsløret for, hvad der egentlig foregår i de såkaldte loger. Vi finder også ud af hvordan man skal gebærde sig som seriøs ryger og undgå de mange faldgruber som festrygerne falder i.

Diego starter med et frontalangreb på de venner, der er medlem af loger - heriblandt Karsten. Vi hører om Facebook-opslag, der afslører ellers hemmelige logeritualer, statistik fra Diego (!) og andet materiale, der skal bygge en sag op mod Karstens logemedlemskab. Trods gode argumenter fra Diego afviser Karsten al kritik og det hele går op i røg til sidst.

Karsten fortæller om, hvordan man skal gribe rygningen an, hvis man vil begå sig som professionel ryger. Diego får samtidig en gang røg, men ender alligevel med at overveje om festrygning kunne være noget for ham.

Og så er det også episoden, hvor værterne endelig får Torben Qvistgaard, adm. direktør i sponserende virksomhed EgoTech, i tale.

Meld dig ind i det eksklusive selskab, der kan lytte til episoden på http://brokketinget.dk/episode-22/

Jun 5, 2017

Online-dating kan være tåkrummende i sig selv, men det bliver ikke bedre af at blive udsat for Karsten og Diegos “visdom.” Heldigvis har Brokketinget i denne episode besøg af gæsten Sara, der holder værterne i ørerne. Sara har haft sine holdninger til online-dating oppe at vende i en fokusgruppe og deler ud af sine holdninger og historier. Vi hører om emoji-skik, kvalmende citater, ironmanbilleder, historier om dårlige dates og meget mere.

Saras saglige tilgang til emnet bliver dog afsporet af Diegos manglende viden og Karstens raseri over Facebook-siden Tinder Tragedier.

Karsten har også været i arkiverne og forsøger sig med en ny omgang “Dum, dummere Diego.”. Det giver desværre bagslag og Karsten bliver til grin. Kort fortalt er alt ved det gamle.

Og, nå ja, Brokketingets nye velgørenhedsprojekt i-landslinjen bliver også søsat i denne episode. Giv Diego og Karsten et match ved at gå ind på http://brokketinget.dk/episode-21

May 22, 2017

Kæden er lige ved at hoppe af, når bilisten Jeppe besøger Brokketinget. Reglerne for kørsel og overhaling på cykelsti klarlægges. Gilmore Girls-diskussioner bliver forbudt på cykelstien.

Diego er ophidset over cykel-rygning og manglende ringeklokker. Karsten er rasende over manglende banebevisthed og folk, der fylder hovedet med musik i stedet for tanker.

Der bliver diskuteret cykelæstetik, amatørpolitibetjente, pseduo-knallerter og meget mere. Karsten og Diego annoncerer i øvrigt et velgørenhedsprojekt, der snart bliver startet op i regi af Brokketinget.

Du har hermed grønt lys til at hente episoden på http://brokketinget.dk/episode-20/

May 8, 2017

Episodens gæst forklarer, hvordan du kommer igennem metal-detektoren i lufthavnens security-område uden “at danse”. Diskussionen om forlommer fra en tidligere episode blusser op. De rejsendes remoulade-eksport viser sig at være mere kontroversielt end hidtil antaget.

Endelig kommer emnerne check-in og security frem til skranken hos Karsten og Diego. Værterne tømmer lommerne for spørgsmål til episodens gæst, Mille, som er ansat i Københavns Lufthavn. Diego forsøger at visitere Mille for genveje til hvordan man hurtigst muligt kommer igennem metal-detektoren. Karsten vrisser over de mange gange, hvor han er blevet “tilfældigt” udvalgt til visitering af lufthavns-ansatte. Mille er som en røntgen-maskine og gennemskuer hurtigt Karsten og Diegos tvivlsomme motiver. Hun parkerer alle spørgsmål og ideer i en uendelig kø. Først da snakken falder på glidecreme og dildoer ruller anekdoterne over læberne.

Du kan godt begynde at stille dig i kø til http://brokketinget.dk/episode-19

Apr 24, 2017

Værterne giver dødsstødet til ideen om at andre synes dine drømme er spændende. Vordende seriemordere får kniven for struben. Vi genbesøger emnet fankultur fra episode 17 i en ny omgang af segmentet “Dum, dummere, Diego”. Karsten viser sig til alles overraskelse at være i besiddelse af evner som psykoterapeut.

I denne episode kan du blandt andet høre hvorfor Karsten mener, seriemordere er et af vor tids største problemer. De dræber nemlig glæden ved at se serier ved at “papegøje” handlingen i seneste afsnit før du selv har set det. Diego tager kvælertag på emnet ved at foreslå en brutal løsning. Karsten går i kødet på torrent-brugerne og deres uafladelige trang til at dele “indsigt” i fremtidig seriehandling på sociale medier.

Og a pro pos deling, så snakker Diego om emnet drømmedeling. Det starter med gabende eksempler på drømmeberetninger fra den nære kreds. Heldigvis bliver du som lytter senere nevet i armen med opkvikkende forslag til, hvordan det kunne blive mere interessant at høre om drømme. Karstens evner som terapeut bliver sat på prøve. Resultatet er så overbevisende, at det bliver en brat opvågning for Diego.

Lyt med, og hold dig vågen, når vi deler drømmen om episode 18 med jer på http://brokketinget.dk/episode-18

Apr 10, 2017

Brokketinget har besøg af Andreas, der er en af de tre værter i fodbold-podcasten “De Falske 9’ere”. Emnet er fankultur og listen med værternes klagepunkter er lige så lang som Karstens skæg.

I første segment går diskussionen på, hvordan man skal opføre sig som fan i den fysiske verden, herunder hvordan man undgår at opføre sig som idiot, når man er sammen med andre fodboldfans. Andreas foreslår en form for ædruvagt, der kan holde andre fans i ørerne. Karsten har en ide, der kombinerer alkohol med principper, der er velkendt fra marathonløb.

Diego får slået fast, hvordan man er rigtig fan og undgår at holde med forkerte klubber. Karsten chokerer Diego med henkastede racistiske bemærkninger.

Andet segment handler primært om “sofans”: d.v.s. dem af lytterne, der sidder og bræger op i sofaen derhjemme, når der er billeder af græs og mænd i ensfarvede trøjer på skærmen.

Værterne får sat regler for en masse. Hvornår er det ok at bruge sin telefon til at tjekke ting, mens man ser kampe? Hvilke ting er tilladt at kommentere og hvad skal overlades til de professionelle kommentarer? I samme forbindelse fantaserer Karsten om endnu et produkt, der aldrig ville blive en succes, hvis det blev til virkelighed.  

Vi håber, du vil holde fanen højt med værterne på http://brokketinget.dk/episode-17

Mar 27, 2017

Værterne kommer omkring flere slags kedelige taler i denne episode. På talepapiret står der nemlig både emnerne politiksnak og taler.

Episoden starter med en grundig førstebehandling af emnet politiksnak. Diego er overbevist om, at verden ville blive et bedre sted, hvis folk holdt sig fra at diskutere politik i festligt lag. Karsten er som sædvanlig uenig med Diego. Debatten foregår dog på et - for Diego og Karsten - usædvanligt højt niveau og der går op til flere minutter før de første skældsord bliver ytret.

Netop ord og ytringen af dem, er en stor del af emnet i anden halvdel. Her taler Karsten om det at holde taler og de mange faldgruber, man skal undgå som vordende taler. Diegos bidrag er pædofili-jokes og anekdoter om familiefester. Og der er desværre tale om bidrag i ental.

Det var ordene herfra. Få flere ind i ørerne ved at besøge http://brokketinget.dk/episode-16/

Mar 13, 2017

Har Karsten og Diego mon været i seng sammen nogensinde? Og hvad skete der, da Diego, stik imod personalets anbefaling, checkede sig selv ind i lufthavnen? Disse to spørgsmål og meget mere bliver besvaret i episoden, der handler om sovearrangementer og fly-boarding.

Karsten fremlægger sine perspektiver på sengetider, fordeling af sovepladser og andre punkter, da han tager emnet sovearrangementer under behandling. Selvom listen med punkter er lang, er det langt fra søvndyssende. Diego er til sin store overraskelse imponeret af Karstens ideer.

I andet segment fortæller Diego, hvorfor fly-boarding på mange måder er lige så forfærdeligt som waterboarding.

Check-in til episoden på http://brokketinget.dk/episode-15

Feb 27, 2017

For mange kokke fordærver maden.. i hvert fald, når det er Karsten eller Diego, der er den ekstra kok. Mad-snobben Christopher er gæst i denne episode, hvor emnerne fødevarer og madlavning bliver vendt sammen i en ophedet diskussion.

Gæsten Christopher vil nemlig gerne piske en stemning op om danskernes madvaner. Han forsøger blandt andet at overtale Diego og Karsten til at bruge bedre råvarer. Kan det mon lykkedes at overtale værterne? Karsten bliver grillet om sin viden om hollandaise-sauce. Det viser sig at være endnu et emne, han ikke ved noget om.

I anden portion af episoden koger Diego over i et raseri over de mange irriterende typer, han oplever i forbindelse med madlavning. Vi hører om saltmisbrugere, amatørkritikere og andre uønskede ingredienser i samværet. Karsten tilsætter beske bemærkninger om sine dårlige oplevelser med Diegos madlavning. Til sidst ødelægger Karsten desserten for alle ved at glemme at finde et citat. Smag selv på retten på http://brokketinget.dk/episode-14

Feb 13, 2017

Temaet for episoden er temafester, og som vi finder ud af i løbet af episoden, er tiden ved at rinde ud for dem. Diego har flere gange har lagt op til at diskutere netop temafester, men har ikke ved egen hjælp har fået bragt det på banen.

Men det sker i denne episode fordi værterne har besøg af Sara, der tager emnet op. Hun afslører, hvordan temafesten er en ubehagelig blanding af et bagholdsangreb på rammerne for festen og smagsdommeri af værste skuffe.

Sara er trofast lytter og hendes bidrag til episoden er præget af mange små anekdoter, der trækker spor tilbage til tidligere episoder.

Diego og Karsten skændes som sædvanlig uden at komme en løsning nærmere på noget som helst. Med andre ord, er alt er som det plejer. Lyt med på http://brokketinget.dk/episode-13/

Jan 30, 2017

Alle veje fører til frustrationer - kunne man fristes til at sige. Diego og Karsten diskuterer forkert brug af invitationer og skandaløs opførsel i trafikken.

Siden sidst er Diego blevet mis-inviteret til en fest, hvilket ødelagde hele oplevelsen. På grund af fejlinformationer om rammerne for festen, kunne det nemlig ikke lade sig gøre at købe den rigtige gave ud fra den pris, gaveprisberegneren ellers kom frem til.

Karsten væver sig ind og ud mellem de mange kegler, der findes i trafikken. Heriblandt folk, der kører på rulleskøjter, segway-entusiaster og andre personager.

Og så er showets finanser for 2017 kommet på plads fordi Karsten har fundet en sponsor.

Husk, at du kan stemme for eller imod det fremlagte lovforslag til og med d. 5. februar på http://brokketinget.dk/episode-12

Jan 16, 2017

Diego er ikke tilfreds med kvaliteten af den brok, han oplever i hverdagen. Han forsøger at sætte kriterier op for, hvordan man undgår tomgangs-brok ved at fokusere på at skabe positive forandringer igennem brokkeriet. Karsten afslører, at han selv har været skyldig i tomgangs-brok ved købet af sin PlayStation 4.

Karsten forsøger at få styr på, hvornår man må ringe til hvem, og hvordan man må lave telefonopkald i arbejdstiden. Diego må lægge øre til en masse regler og påbud før Karsten har fået ringet alle sine ideer ind.

Og så er showet kommet i økonomiske problemer fordi den “regnskabsansvarlige” ikke har haft et vågent øje på udgifterne. Hvad det kommer til at betyde for Brokketingets fremtid, er uvist indtil videre. Hør mere på http://brokketinget.dk/episode-11/

Jan 2, 2017

Tiende episode er første episode med en gæstebrokker. Karsten Broffs barndomsven, Mikkel “Rocco”, er nemlig på besøg i studiet for at tale om togrejser, der er denne episodes emne.

Omfanget af emnet er så skræmmende, at Karsten har forberedt en quiz for at holde samtalen på skinnerne. Selv med quizzen til hjælp, er det svært for ham at undgå et audio-havari, nu hvor han har TO kværulanter at holde på sporet. Mikkel og Diego konkurrerer intensivt om at få flest point i Karstens quiz. Det hele ender heldigvis med en klar vinder: Brokketingets lyttere. Hør selv på http://brokketinget.dk/episode-10

Jan 2, 2017

Tiende episode er første episode med en gæstebrokker. Karsten Broffs barndomsven, Mikkel “Rocco”, er nemlig på besøg i studiet for at tale om togrejser, der er denne episodes emne.

Omfanget af emnet er så skræmmende, at Karsten har forberedt en quiz for at holde samtalen på skinnerne. Selv med quizzen til hjælp, er det svært for ham at undgå et audio-havari, nu hvor han har TO kværulanter at holde på sporet. Mikkel og Diego konkurrerer intensivt om at få flest point i Karstens quiz. Det hele ender heldigvis med en klar vinder: Brokketingets lyttere. Hør selv på http://brokketinget.dk/episode-10

1